Kom og vær med til at plante et træ lørdag d. 25. april ved Klokkedammen i Stavtrup. Vi planter træerne for og med Stavtrups 90 7. klasses elever, som en gestus til de unge mennesker og deres fremtid. Hver 7. klasseselev inviteres til at skrive en kort tekst eller et udsagn, om træer, fællesskab og tanker om fremtiden. Hver tekst bliver omsat til et skilt på ét af de 90 træer og kan læses af alle på projektsiden www.plant-et-trae.weebly.com
Der plantes i en tid, der skræmmer, og ‘90 TRÆER’ giver netop mulighed for at tale om de unge selv, den tid vi lever i, og hvordan man som ungt menneske skal finde ude af, hvem man er, og hvor og hvordan man skal slå rødder og vokse ind i fremtiden. Det er en helt speciel tid i ens liv, hvor man skal begynde at kigge frem og tage stilling til hvad ens drømme er. Det handler om at blive sig dét bevidst, der ligger uden for én selv og den mulighed der findes for at påvirke og tage ansvar. Værket ‘90 TRÆER´ er en såkaldt social skulptur. Social skulptur er et begreb, der blev opfundet af den tyske kunstner Joseph Beuys (1921-1986). Joseph Beuys skabte udtrykket ”social skulptur” for at legemliggøre sin forståelse af kunstens potentiale til at transformere samfundet. Som kunstværk inkluderer en social skulptur menneskelig aktivitet og stræber efter at strukturere og forme samfundet eller det omgivende fysiske miljø. ‘90 TRÆER’ er et værk af Ejdrup&Ejdrup i samarbejde med De RE-kreative i Stavtrup. Værket er et borgerinddragende projekt, inviteret af Aarhus Kommunes Kunsteksperimentarium, realiseret i samarbejde med Kultur og Borgerservice og Teknik og Miljø. |
Hjemmeside og visuel kommunikation af Jakob Brask